Éléonore Laloux, der har været aktiv i politik i Arras siden 2020, beviser, at "umulig" ikke er et fransk ord. Denne trediveriøse afliver egenhændigt alle misforståelserne omkring Downs syndrom. Hun bærer det trefarvede skærf på skuldrene, men også forandringens farver. Med dette "glædens kromosom" bringer hun et frisk pust til sit byråd og arbejder for inklusion, gensidig støtte og venlighed.
En rejse, der vækker beundring
Livet har ikke altid været mildt for Eleonore Laloux, men fra hendes allerførste åndedrag viste den livlige unge kvinde sin kampgejst. Ramt af en hjertefejl var hendes første måneder af livet langt fra fredelige. I en alder, hvor andre babyer kurrer lykkeligt og får giraffer til at hvine, gennemgik hun en delikat åben hjerteoperation. Lægerne var temmelig alarmistiske og forudsagde et kort liv for hende. Alligevel er Eleonore i dag en inspirerende figur, for ikke at nævne en lokal berømthed.
Selv i en alder af fire år var hendes ansigt tydeligt vist på billboards over hele byen Arras, sammen med nytårshilsner. Hun syntes bestemt til en lys politisk karriere. Efter at have gået i almen skole til og med gymnasiet fik hun en fast stilling i faktureringsafdelingen på Arras hospital. Trods hånlige blikke og konstant selvtillid banede hun sin egen vej med en medfødt positivitet og smittende optimisme. For hende er handicap primært en sindstilstand.
Desuden foretrak hun at antage en anden, mere konkret og mindre stigmatiserende betegnelse ved at tilslutte sig borgmester Frédéric Letruques liste i 2020. En kronende præstation for Eléonore, der bærer skærfet såvel som sin forskellighed. Men frem for alt er det den logiske fortsættelse af en kamp, som hendes forældre kæmpede. I 2010 oprettede de kollektivet "Les Amis d'Éléonore" (Eléonores Venner) for at forsvare rettighederne og stemmerne for mennesker med Downs syndrom . Dette forklarer det oprørske temperament og veltalenhed hos den lidt over trediver, der er vant til at debattere dette emne, der optager hende mere end de fleste.
En kvinde, der legemliggør forandring
Valgt som kommunalrådsmedlem med ansvar for inkluderende overgang og trivsel er hun langt fra blot en galionsfigur. Langt fra blot at være en munter tilstedeværelse er hun en drivkraft, der implementerer idéer, der burde være normen. Mens mange mennesker har mistet tilliden til politikere, genopretter Éléonore denne tro med meningsfulde handlinger. Og siden byen Arras har påtaget sig denne rolle, er hun blevet et mere tilgængeligt og imødekommende sted.
Éléonore er drivkraften bag trafiklys med nedtællingstimere, der giver yderligere vejledning til mennesker med handicap. Med dette i tankerne kopierede hun også 40 gadeskilte og hævede dem til en højde på 1,20 meter, så folk som hende bedre kan orientere sig i offentlige rum. Hun skabte også en ny, sjov og samlende begivenhed kaldet Incluthon for at bringe både raske og handicappede sammen. Ingen tomme løfter eller tomme ord her; Éléonore arbejder utrætteligt på at transformere disse fælles rum og sørger for, at ingen lades i stikken.
En positiv mentalitet, der kan mærkes i byen
I modsætning til andre politikere, der handler for at polere deres image og øge deres popularitet, er Éléonore velvillig af natur. Hun har ingen bagtanker, kun velvilje. Mens byens borgere ser Éléonore som en heltinde, betragter den unge kvinde sig selv som en almindelig borger. Hun gentager dette i sin selvbiografi, "Triso et alors!" (Hvad nu hvis jeg har Downs syndrom!), en bog med en sigende titel, der siger meget om hendes tankegang.
Udover sit tørklæde og den kappe, som nogle låner hende, modtog Éléonore også Riddermedaljen af den Nationale Fortjenstorden. Denne udmærkelse anerkender hendes udholdenhed, beslutsomhed og engagement i et mere retfærdigt samfund. Få år senere poserede hun ved siden af den første Barbie-dukke med Downs syndrom, som hun er ambassadør for.
Hendes rejse er inspirerende, rørende og sætter menneskeheden tilbage i centrum for prioriteterne. Eléonore giver denne kamp et ansigt, en stemme og en ny energi og hjælper med at ændre perspektiver med sit smittende smil. Hvis altruisme havde et ansigt, ville det være Eléonore, vores moderne Marianne.
